Moderne kunst billeder og plakater

Moderne kunst billeder og plakater spænder over langt mere end én bestemt stil. Nogle værker er bygget op omkring få former og en stram komposition, mens andre bruger kraftige farvekontraster, brudte linjer, mange lag eller en billedflade med stor visuel aktivitet. Fælles er ikke et bestemt udseende, men den frihed kunstnere har fået til at arbejde med farve, form, perspektiv, materiale og komposition uden at være bundet til en naturtro gengivelse.

Begrebet moderne kunst bruges samtidig på to måder. Kunsthistorisk beskriver det den omfattende fornyelse af kunsten, som tog fart fra slutningen af 1800 tallet og fortsatte gennem store dele af 1900 tallet. I almindeligt sprog bruges moderne kunst også om kunst, der opleves som nutidig. Derfor møder man både modernismens historiske kunstnere og nulevende samtidskunstnere, når man søger efter moderne kunst i dag.

På abstraktkunst.dk er motiverne skabt af Michael Lønfeldt og tager udgangspunkt i hans abstrakte malerier. Udvalget rummer både originale værker, lærredsbilleder og plakater, så motiv, format og materialetype kan vælges efter den væg og det rum, kunsten skal fungere i.

Kort fortalt

Moderne kunst kan ikke beskrives gennem én bestemt farvepalette, teknik eller motivtype. Begrebet dækker både en omfattende kunsthistorisk udvikling og bruges i dag bredt om kunst med et aktuelt visuelt udtryk.

• moderne kunst ændrede gradvist forholdet mellem kunstværket og den synlige virkelighed
• farve, form, linje og materiale kunne få større selvstændighed
• kunstnere kunne ændre perspektiv, forenkle motiver eller arbejde helt abstrakt
• moderne kunst kan være både figurativ, geometrisk, ekspressiv, reduceret og stærkt materialebaseret
• i hjemmet bør motivets farver og visuelle tæthed vurderes sammen med format, produktform, væg og indretning

De mange forskellige retninger inden for moderne kunst er derfor mindre interessante som en liste over stilarter end som forskellige svar på det samme grundlæggende spørgsmål: hvor frit kan kunstneren behandle det sete og selve kunstværkets materialer?

Skrevet af Michael Lønfeldt

Michael Lønfeldt arbejder med abstrakt kunst
med fokus på farver, struktur og balance
og skaber malerier, lærredstryk og plakater til moderne hjem.

Hvad er moderne kunst?

Moderne kunst er ikke én kunstretning på linje med kubisme eller ekspressionisme. Begrebet dækker en lang periode, hvor en række tidligere forestillinger om motiv, perspektiv, farve og kunstnerisk håndværk blev undersøgt og forandret. Udviklingen skete heller ikke på én gang. Forskellige kunstnere og miljøer flyttede grænserne på forskellige tidspunkter og med meget forskellige resultater.

Det er netop derfor, et impressionistisk landskab, et kubistisk portræt, et abstrakt maleri og en minimalistisk skulptur alle kan høre hjemme i historien om moderne kunst, selv om de næsten intet ligner hinanden.

Moderne kunst ændrede forholdet til motiv, farve og form

I europæisk kunst havde den realistiske gengivelse gennem århundreder været et centralt mål. Perspektiv, anatomi, lys og materialegengivelse blev brugt til at skabe en troværdig illusion af den synlige verden. Fra anden halvdel af 1800 tallet begyndte flere kunstnere at behandle den tradition friere. Impressionisterne undersøgte lys og farve gennem mere åbne penselstrøg, mens kunstnere som Paul Cézanne arbejdede med en stadig tydeligere strukturering af naturens former.

Det afgørende var ikke, at realismen pludselig forsvandt. Den mistede derimod sin position som den selvfølgelige målestok for, om et billede fungerede. Henri Matisse kunne bruge farver, der ikke svarede til motivets naturlige kulører. Pablo Picasso og Georges Braque kunne opløse et motiv i planer og vise flere synsvinkler i samme billede. Wassily Kandinsky kunne gradvist lade farver og former frigøre sig så meget fra genkendelige genstande, at selve kompositionen blev billedets primære indhold.

Andre retninger arbejdede med helt andre spørgsmål. I ekspressionistisk kunst kunne farver, proportioner og perspektiv ændres markant for at give kunstnerens bearbejdning større vægt. Kubismen undersøgte, hvordan en genstand kunne opdeles og ses fra flere sider. Bauhaus arbejdede på tværs af kunst, håndværk, design og arkitektur, mens den senere minimalisme reducerede form og materiale på en helt anden måde.

Retningerne skal ikke forstås som trin i en enkel udvikling, hvor det ene automatisk afløste det andet. De eksisterede ofte samtidig, påvirkede hinanden og var uenige om, hvad kunst skulle være. Det fælles historiske skifte ligger snarere i, at kunstneren fik et langt større felt at arbejde indenfor.

Motivet kunne fortsat være et menneske, et landskab eller et stilleben, men det kunne også reduceres, forvrænges eller helt forsvinde. Dermed blev spørgsmålet ikke længere kun, hvad billedet forestiller, men også hvordan farve, linje, flade, materiale og komposition fungerer i sig selv.

Moderne kunst bruges også om nutidig kunst

Den kunsthistoriske betydning er kun den ene måde, begrebet bruges på. I almindeligt dansk betyder moderne ofte ganske enkelt nutidig eller tidssvarende. Derfor bliver kunst fra vores egen tid ofte kaldt moderne kunst, selv om den kunsthistoriske betegnelse normalt vil være samtidskunst.

Den dobbelte brug giver faktisk god mening på en side med moderne kunst billeder og plakater. En køber, der leder efter et moderne billede til stuen, spørger sjældent først, om værket kunsthistorisk hører til modernismen eller samtidskunsten. Her beskriver moderne i højere grad et visuelt udtryk, der opleves aktuelt i forhold til indretning, farver og form.

Det betyder ikke, at forskellen mellem begreberne er ligegyldig. Den bliver vigtig, når vi taler om kunsthistorie og kunstnere. Picasso og Kandinsky hører til historien om den moderne kunst, mens Banksy, Ai Weiwei og Damien Hirst normalt behandles inden for samtidskunsten. I daglig tale bliver alle navnene alligevel ofte samlet under moderne kunst.

Det er derfor mest præcist at holde begge betydninger åbne og samtidig være tydelig om, hvilken der bruges.

Virkemidler i moderne kunst

Den store variation i moderne kunst betyder ikke, at alt kan forklares på samme måde. Tværtimod er det nyttigt at se konkret på de virkemidler, kunstneren arbejder med. Farven kan frigøres fra sin beskrivende funktion. Formen kan ændres eller opløses. Kompositionen kan bygges uden klassisk symmetri, og materialet kan få så stor betydning, at overfladen eller selve objektet bliver en væsentlig del af værket.

Når man ser på moderne kunst på den måde, bliver forskellene mellem værker lettere at forstå. Et billede kan være enkelt eller komplekst, figurativt eller abstrakt, men det interessante ligger i de konkrete valg, der holder det sammen.

Farver kan frigøres fra motivets naturlige farver

Traditionelt kan farven bruges til at beskrive noget, vi genkender: hudens tone, et grønt træ, en blå himmel eller lyset på en hvid dug. Moderne kunst gjorde det muligt at bruge farven langt friere. En figur kan males grøn, et landskab kan bestå af orange og violet, og et helt maleri kan bygges op omkring farver uden et genkendeligt motiv.

Når farven ikke længere skal gengive virkeligheden præcist, får dens relation til de øvrige farver større betydning. En mættet orange virker anderledes ved siden af blå end ved siden af rød. En lille gul flade kan få meget stor visuel vægt i et mørkt billede, mens det samme gule område kan træde langt mindre frem i en lys komposition.

Forholdet mellem varme og kølige farver kan også bruges til at skabe rumlighed uden traditionelt perspektiv. Varme områder kan opleves som mere fremtrædende, mens køligere eller mørkere partier kan trække sig tilbage. Det er ikke en mekanisk regel, men et redskab, der ændres af farvens lyshed, mætning, størrelse og placering.

Derfor bliver det for enkelt at beskrive kunstens farver gennem faste følelseskoder. Rød er ikke automatisk voldsom, og blå er ikke automatisk rolig. Et stort mørkeblåt felt kan være meget dominerende, mens små røde accenter kan fungere som rytmiske markeringer uden at overtage kompositionen.

Moderne kunst gav kunstnerne mulighed for at lade farven udføre en egentlig strukturel opgave. Den kan skabe fokus, forbinde to områder, bryde en ensartet flade eller stå som modvægt til mørke linjer og neutrale partier.

Form og komposition kan bryde med realistisk gengivelse

En anden væsentlig forandring ligger i formen. Hvis en kunstner ikke længere er forpligtet til at gengive motivet med korrekte proportioner og traditionelt perspektiv, kan formen organiseres efter billedets egne behov.

Det kan ske gennem forenkling. Et menneske kan reduceres til få konturer, et landskab til store flader, eller en genstand til en geometrisk grundform. Det kan også ske gennem fragmentering, hvor motivet opdeles i flere dele, eller gennem abstraktion, hvor genkendelige elementer gradvist mister betydning.

Kubismen viste meget tydeligt, at perspektivet ikke behøvede være bundet til ét fast betragtningspunkt. Et ansigt eller en genstand kunne sammensættes af flere synsvinkler i samme billede. Senere abstrakte kunstnere kunne helt undlade et ydre motiv og i stedet bygge kompositionen gennem felter, linjer, rytmer og kontraster.

Asymmetri fik også en anden rolle. Balance behøver ikke betyde, at højre og venstre side ligner hinanden. En stor mørk form i én side af billedet kan få modvægt af flere mindre lyse former et andet sted. Et enkelt lodret spor kan stoppe en horisontal bevægelse, og et åbent område kan give en tæt del af kompositionen mere plads.

Gentagelse kan på samme måde skabe sammenhæng. Når en bestemt form eller linjeretning vender tilbage flere steder, opfatter øjet forbindelsen, selv om elementerne ikke er identiske.

I minimalistisk kunst bliver reduktionen af former og gentagelser særligt tydelig, men principperne findes i mange andre dele af den moderne kunst. Forskellen ligger i, hvor langt reduktionen føres, og hvilken funktion formerne har i det enkelte værk.

Materialer og overflader kan være en del af selve udtrykket

Moderne kunst ændrede også forestillingen om, hvilke materialer et kunstværk kunne bestå af. Malingen og lærredet forsvandt ikke, men kunstnerne begyndte i stigende grad at lade selve materialets karakter være synlig.

Collage er et tidligt og tydeligt eksempel. Når Picasso og Braque satte papir, tryksager eller andre materialer ind i kubistiske værker, blev forskellen mellem malet illusion og fysisk materiale pludselig en del af billedet. Man så ikke kun en gengivet overflade. Man så et faktisk stykke papir placeret på billedfladen.

I maleriet kunne penselspor, tykke lag, skrab og ujævne kanter ligeledes få lov til at blive synlige frem for at blive skjult i en glat finish. Andre kunstnere arbejdede med metal, træ, fundne genstande eller industrielt fremstillede materialer. Senere blev installation, fotografi, video og digitale medier en del af et endnu bredere kunstfelt.

Materialet ændrer måden, værket opleves på. Et glat metalobjekt reflekterer rummet omkring sig. En grov malet overflade skifter karakter med lyset. Transparent maling kan lade tidligere lag stå synlige, mens et dækkende felt stopper blikket. Papir, canvas, træ og metal har hver deres fysiske tilstedeværelse.

På abstraktkunst.dk er netop billedfladen central. Lag, overmalinger, ridser, transparente partier og mørke spor skal kunne aflæses som resultatet af en opbygget og redigeret proces. Et farvestærkt værk kan samtidig være velafbalanceret, når pauser, gentagelser og mørke ankre holder den komplekse flade sammen.

Moderne kunst kan blandt andet arbejde med:

• farver uden krav om naturalistisk gengivelse
• forenklede, geometriske eller abstrakte former
• ændrede perspektiver og utraditionelle beskæringer
• asymmetri, gentagelse og rytme
• synlige materialer og spor efter arbejdsprocessen
• kontrasten mellem åbne og visuelt tætte områder

Ingen af egenskaberne definerer moderne kunst alene. Deres betydning ligger i, hvordan de bliver brugt og kombineret i det konkrete værk. De øvrige kunst stilarter viser netop, hvor forskelligt kunstnere gennem tiden har arbejdet med de samme grundlæggende bestanddele.

Moderne kunst billeder og plakater til hjemmet

Når moderne kunst flytter ind i et hjem, møder værket andre farver, materialer og proportioner end i et galleri. Sofaens bredde, væggens højde, vinduernes placering, træsorter, tekstiler og almindelig betragtningsafstand ændrer den måde billedet bliver oplevet på.

Det betyder ikke, at kunsten skal vælges som et møbelstof, der matcher resten af rummet. Et værk må gerne skabe modstand. Det afgørende er, om forholdet mellem kunst og omgivelser fungerer, når man ser rummet som en helhed.

Farver og visuel tæthed skal vurderes sammen med rummet

Et rum med lyst træ, hør, uld og forholdsvis rolige vægge kan give et farvestærkt maleri meget plads. Pink, orange, blå, turkis eller grøn behøver ikke findes andre steder i indretningen for at fungere. En stærk farve kan netop blive et tydeligt fokus, fordi de øvrige flader er mere afdæmpede.

Omvendt kan et rum allerede indeholde mange mønstre, bøger, tekstiler og genstande. Her kan et meget tæt kunstværk konkurrere med omgivelserne. Et motiv med større pauser eller mere tydelige farvezoner kan være lettere at aflæse.

Det er derfor nyttigt at skelne mellem farveintensitet og visuel tæthed. Et billede kan have stærke farver og stadig være overskueligt, hvis de ligger i større felter og bliver holdt sammen af tydelige linjer eller pauser. Et værk i beige, grå og sort kan omvendt være visuelt meget aktivt, hvis fladen består af mange små spor og skift.

Materialerne i rummet har også betydning. Et lag på lag maleri med tørre kanter og tydelig stoflighed kan stå godt sammen med træ, kalk, uld eller keramik, fordi overfladerne har forskellige, men beslægtede fysiske kvaliteter. Et mere grafisk motiv kan skabe en skarpere kontrast til de samme materialer.

På abstraktkunst.dk skal vurderingen netop tage udgangspunkt i visuel tæthed, rytme, mørke ankre, farvetemperatur og forholdet til træ, sten, keramik og tekstiler frem for kun at matche kunstværket med sofaens farve.

Format og placering ændrer hvordan kunsten opleves

Formatet bestemmer ikke kun, hvor meget plads kunstværket optager. Det påvirker også retningen i kompositionen og forholdet til væggen.

Et bredt værk følger naturligt en vandret vægflade og kan skabe en samlet bevægelse over en sofa, skænk eller spiseplads. Det fungerer bedst, når der er tilstrækkelig bredde omkring motivet, så værket ikke presses mellem hjørner, høje skabe eller vinduer.

Et stående værk samler billedets bevægelse mere lodret. Det kan fungere på en smal fri væg, ved siden af en dør eller på vægflader, hvor et bredt format ville blive for kompakt. Hvis motivet samtidig har stærke lodrette linjer eller koncentrerede farvefelter, kan formatets retning blive yderligere understreget.

Kvadratiske værker har et mere samlet forhold mellem højde og bredde. De fungerer ofte godt over en skænk, på en mindre fri væg eller som et stærkt enkeltmotiv, hvor man ønsker en mere kompakt komposition.

Betragtningsafstanden er mindst lige så vigtig. Et stort værk med mange detaljer kræver normalt mere afstand, hvis helheden skal kunne ses samlet. I en smal entré står man måske tæt på kunstværket og oplever først overfladen og de små spor. I en stue kan det samme motiv ses fra flere meters afstand, hvor de store farvezoner og hovedlinjerne bliver vigtigere.

Et enkelt stort værk og en gruppe mindre billeder løser heller ikke den samme opgave. Ét stort billede giver én samlet komposition på væggen. Flere mindre tilføjer mellemrum, rammer og nye relationer mellem værkerne. Valget bør derfor tage udgangspunkt i væggen og rummets proportioner frem for en forestilling om, at en bestemt størrelse altid er rigtig.

En mere detaljeret gennemgang af moderne malerier til stuen kan bruges, når størrelsen, placeringen og forholdet til stuen skal vurderes mere specifikt.

Maleri, lærredsbillede og plakat giver tre forskellige løsninger

Samme type motiv kan opleves forskelligt alt efter, om det findes som originalt maleri, canvas eller papirtryk. Forskellen ligger ikke kun i pris. Materialet ændrer værkets fysiske karakter.

Et af Michael Lønfeldts originale malerier er et håndmalet 1/1 værk. Originalerne udføres på kraftige italienske lærreder i enten 100 procent hør på omkring 470 g/m² eller en blanding af 40 procent hør og 60 procent bomuld på omkring 420 g/m². Der arbejdes med professionel akrylmaling i højeste kunstnerkvalitet, og maleriet spændes på en 40 mm FSC certificeret fingertappet blindramme og afsluttes med to beskyttende lag lak. Her er ridser, spartelspor, malingens lag og de skiftende overflader fysisk til stede.

Et lærredsbillede på canvas gengiver motivet fra originalværket, men ikke den oprindelige malingstykkelse. Printet udføres som professionel giclée på Hahnemühle Cezanne 430 g/m² eller Breathing Color Lyve 400 g/m² canvas med pigmentbaseret 12 farveprint. Canvas monteres på en 40 mm FSC certificeret fingertappet blindramme og får to lag beskyttende lak. Lærredets egen stoflige overflade giver billedet fysisk volumen, mens lag, ridser og overmalinger fra originalen fremstår optisk i motivet.

De moderne plakater trykkes på 230 g/m² mat premium papir i arkivkvalitet med pigmentbaseret 12 farveprint. Den jævne matte flade giver en anden oplevelse af motivet. Farver og detaljer står klart, men uden canvasstruktur eller maleriets fysiske relief. Plakaten leveres uden ramme, så indramningen kan tilpasses rummets materialer og øvrige linjer.

Den ærlige forskel mellem de tre former er vigtig. Et print kan gengive et originalværks visuelle dybde, farveskift og små spor meget præcist, men det bliver ikke et maleri med fysisk malingsoverflade.

Når moderne kunst skal vælges til et rum, er det især relevant at vurdere:

• den frie vægs bredde og højde
• hvor langt fra værket man normalt opholder sig
• rummets træ, tekstiler, sten og øvrige materialer
• eksisterende farver og kontraster
• hvor tæt eller åben motivets komposition er
• om man ønsker et originalt maleri, canvas eller papir

Det gør valget mere konkret end at spørge, om et billede blot “passer til indretningen”. Et værk skal have de rigtige betingelser for at kunne aflæses og samtidig tilføre noget, som rummet ikke allerede har.

Samtidskunst og nutidens kendte kunstnere

Samtidskunst bruges kunsthistorisk om kunst fra vores egen tid og de seneste årtier. Grænsen er ikke absolut, og museer, forskere og kunsthistorikere kan bruge perioden lidt forskelligt. Det væsentlige her er, at samtidskunst ikke er én stil. Begrebet fortæller først og fremmest noget om tidspunktet, mens kunstnernes arbejdsformer kan være meget forskellige.

I daglig tale er skellet langt mindre tydeligt. Når mennesker taler om moderne kunst, tænker mange netop på de værker, der skabes og udstilles nu. Derfor er kunstnere som Yayoi Kusama, Ai Weiwei, Jeff Koons, Marina Abramović, Damien Hirst og Banksy relevante for den brede forståelse af moderne kunst, selv om samtidskunst er den mere præcise kunsthistoriske betegnelse.

Nutidige kunstnere arbejder på tværs af medier og kunstformer

Yayoi Kusama viser tydeligt, hvordan et enkelt visuelt princip kan udvides langt ud over det traditionelle billede. Gentagne prikker og mønstre findes både på lærreder, objekter og i store installationer, hvor spejle og lys gør selve rummet til en del af værket. Gentagelsen er ikke bare et mønster på en overflade. Den ændrer beskuerens oplevelse af skala og rum.

Marina Abramović arbejder fra en helt anden position. Her kan kroppen, tiden og mødet med publikum være selve materialet. Et performanceværk behøver ikke efterlade et fysisk kunstobjekt, der kan hænges på en væg. Det viser, hvor langt samtidskunsten har udvidet forestillingen om, hvad et kunstværk kan være.

Ai Weiwei arbejder blandt andet med skulptur, installation, fotografi og arkitektur og bruger ofte eksisterende materialer eller genstande, hvor deres kulturelle eller politiske sammenhæng er en væsentlig del af værket. Hos ham kan materialets historie være lige så vigtig som dets visuelle overflade.

Jeff Koons har på sin side arbejdet med stærkt polerede industrielle overflader, opskalerede hverdagsobjekter og motiver fra populærkulturen. Den præcise industrielle fremstilling står langt fra forestillingen om det spontane håndmalede kunstværk, men er samtidig en bevidst del af værkernes karakter.

Damien Hirst har arbejdet med serier, medicinske materialer, dyr, vitriner, maleri og objekter. Banksy bruger et grafisk og hurtigt aflæseligt stencilsprog i byrum, hvor placeringen ofte har lige så stor betydning som selve billedet. De to kunstnere viser på hver sin måde, at samtidskunst kan være både objektbaseret, konceptuel, politisk og visuelt umiddelbar.

De nævnte kunstnere udgør ikke en samlet retning. Det er netop pointen. Nutidens kunstfelt spænder over maleri, performance, installation, fotografi, skulptur, grafik, video og digitale medier. Den brede almindelige brug af betegnelsen moderne kunst afspejler i nogen grad denne mangfoldighed, selv om kunsthistorien bruger mere præcise perioder og kategorier.

Michael Lønfeldts moderne abstrakte kunst

Michael Lønfeldts værker befinder sig i den nutidige abstrakte del af kunstfeltet. De bygger ikke på én historisk modernistisk stil, og de skal heller ikke placeres som efterligninger af ekspressionisme, minimalisme eller andre tidligere retninger. Det relevante er i stedet at se på de konkrete virkemidler: hvordan farver frigøres fra et genkendeligt motiv, hvordan billedfladen bygges fysisk op, og hvordan spor, pauser og kontraster organiseres til en samlet komposition.

På den måde bliver Michaels arbejde også et konkret eksempel på den kunstneriske frihed, der blev mulig gennem den moderne kunsts lange udvikling. Der er ikke krav om et bestemt motiv, et klassisk perspektiv eller en glat overflade. Til gengæld stiller den frihed større krav til beslutningerne inde i selve billedet.

Lag på lag teknikken bygger motivet gennem mange bearbejdninger

Michaels lag på lag malerier bliver ofte bygget op gennem 10 til 12 lag. Processen handler ikke bare om at lægge mere maling oven på en allerede færdig komposition. Fladen bliver løbende bygget, skjult, åbnet og redigeret. Nogle tidligere områder dækkes næsten helt, mens andre bliver stående som kanter, små farvegennemslag eller transparente undertoner.

Transparente pigmentlag gør det muligt at se noget af det tidligere arbejde gennem de nye farver. Det skaber en optisk dybde, hvor farven ikke kun ligger på overfladen, men opleves i flere niveauer. Mere dækkende felter har en anden funktion. De kan stoppe den visuelle bevægelse, give øjet en pause og skabe den modvægt, der er nødvendig, når andre dele af billedet er mere aktive.

Spartler, pensler og andre redskaber sætter samtidig fysiske spor. En skrabet kant har en anden karakter end en malet linje. En ridse kan åbne et underliggende lag, mens en tør overmaling kan lade dele af den tidligere farve stå synlige gennem overfladen. Detaljerne er derfor ikke lagt på som dekoration efterfølgende. De opstår gennem selve arbejdsgangen.

Det er også grunden til, at værkerne ændrer karakter med betragtningsafstanden. På afstand samles farvefelter, mørke linjer og de vigtigste retninger til en overordnet komposition. Tættere på bliver de enkelte lag, ridser, tørre kanter og små underliggende farver tydelige. Netop denne dobbeltlæsning er en vigtig del af værkernes kvalitet: rytme og farvefelter på afstand, lag og detaljer tæt på.

Farver, pauser og mørke spor holder kompositionen samlet

Et komplekst abstrakt værk kan ikke holdes sammen alene ved at reducere farveintensiteten. Michaels lag på lag univers omfatter både lyse, jordnære, mørke og stærkt farvemættede værker. Den fælles struktur ligger i måden billedfladen organiseres på.

Truth I er et tydeligt eksempel på et værk med høj farveintensitet. Varme og kølige farver står i markant spænding, men mørke spor og en stærk intern struktur giver kompositionen retning og modvægt. Farverne virker derfor kraftfulde uden at blive en tilfældig ophobning af kulører.

Andre lag på lag værker arbejder med større lyse pauser eller mere jordnære områder. Her kommer dybden i højere grad fra transparens, tørre kanter, små gennemslag og forskellen mellem de åbne og mere kompakte dele af fladen. Fælles for de forskellige udtryk er, at maleriet skal kunne fungere som helhed på afstand og stadig rumme information, når man går tæt på.

Mørke linjer og markeringer har ofte en vigtig kompositorisk funktion. De kan forbinde områder, stoppe en bevægelse eller skabe et anker i en meget farverig flade. Gentagne felter og linjer kan etablere rytme, mens områder med mindre aktivitet giver pauser. Det er netop samspillet mellem aktivitet og modvægt, der gør, at stærke farver ikke nødvendigvis betyder et uroligt billede.

De brede værker kan understøtte en mere vandret og rummelig aflæsning, mens stående formater koncentrerer energien på et mindre vægfelt. Formatet bliver dermed en del af kompositionen og ikke blot en størrelse, der vælges efter ledig plads.

Det er denne kombination af frihed og kontrol, der gør lag på lag teknikken relevant som eksempel på moderne abstrakt kunst. Kunstneren er ikke bundet til en ydre model, men billedet er stadig afhængigt af præcise beslutninger om farve, tæthed, retning, pauser og overflade. Hvis alle områder får samme vægt, mister kompositionen retning. Hvis kontrasterne derimod organiseres, kan et meget komplekst værk stadig opleves samlet.